Sommertid er agurketid, men denne velsmagende og vandfyldte grøntsag er skiftet ud med en varm kartoffel. Debatten omhandler, hvorvidt kartoflen skal serveres kogt og med blot en smule salt, eller med masser af smør, dressing, bacon og hvad et hjertestop ellers kan begære. På den ene fløj står dagbladet Politiken, der kører en omfattende artikelserie om fedme, hvori fænomenet beskrives som at have nået et niveau af en epidemi. Den anden fløj består af liberale politikere. Som det hører sig til med partinavnet, har Liberal Alliance taget teten og fører an i individets ansvar for eget liv, herunder sundhed.

Partiets politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, har taget til genmæle som blogger hos Politiken. Først med artiklen “Æd dig selv”, hvor titlen er taget fra nævnte politikers korte karriere som tv-fodboldspiller hos FC Zulu. Heri argumenterer Ammitzbøll ikke overraskende for, at individet må tage ansvar, og fremhæver ligeledes, at han selv tabte sig som fodboldspiller. Nå ja, Ammitzbøll modtog også hjælp af fodboldtræneren til dette vægttab, hvilket ikke helt er i tråd med den liberale forestilling om individets ansvar. Det næste opkog af kartoflen, er indlægget “En sundhedsfascist kom marcherende”. Overskriften er omtrent lige så subtil som en mukkert til en rodbehandling. Indlægget dækker over tendensen til en sundhedsfascisme i sundhedsdebatten, hvor staten ikke længere er til for borgernes skyld, men omvendt. Ifølge Ammitzbøll vil denne totalitære sundhedsfascisme føre til en liberals værste mareridt: Virksomhedslukninger, tvangsfjernelser og højere skatter.

Det er prisværdigt at Ammitzbøll gør sig til talsmand for frihed til at leve som man lyster inden for et demokrati. Det er der nok få danskere, der kan være uenige i. Dog glider denne frihed over i forsømmelighed, når niveauet af fedme hos befolkningen støt stiger. Også under borgerlig ledelse igennem ti år. Ammitzbøll er bekymret, men ikke over befolkningens sundhedsniveau. En sundhed, eller mangel på samme, der kan koste samfundet millioner og milliarder på fedmens følgevirkninger: Nedsat arbejdsevne, indlæggelse og ikke mindst flere psykiske problemer hos det pågældende individ, der er ramt af fedme.

For ikke alle kan ved egen kraft bryde fedmens onde cirkel. Selv indlæggenes forfatter fik hjælp til vægttab. Nuvel, der er bestemt gradsforskelle hos overvægtige, men der er ikke tale om de mennesker, der lige skal smide de sidste 5 kilo, før kroppen kan fremvises på stranden. Der er nærmere tale om de mennesker, hvor udfordringen består i blot at komme i tøjet. Enten rent fysisk eller psykisk. Og for hvem chips, cola og slik er grundlaget for et misbrug, der slutter sig til alkohol og hårde stoffer: Misbruget bevirker et manglende overskud til at tage ansvar for eget liv og som konsekvens af dette misbrug kan et tåleligt liv ikke opretholdes. Er det disse mennesker, som, ifølge Ammitzbøll, bare skal hanke op i sig selv?

Denne tilgang til menneskers misbrugsproblemer er ikke et forsvar af individets frihed, det er forsømmelighed fra politikernes side, hvor samfundets svage blot skal passe sig selv. Selv hvis det er et problem for samfundet som helhed. Hvis ikke politikerne er valgt til at varetage befolkningens trivsel, hvad er de så?

Nyheden om Osama bin Ladens død fik amerikanerne til at bryde ud i euforisk og kulørt jubel, nyhedsmedierne hev i trykkemaskinens nødbremse og internetskribenter verden over fløj i blækhuset. Nu har konfettien lagt sig, champagnen er blevet flad og nyheder om sex, skandaler og kendte pryder igen alverdens avisforsider. Men var det i virkeligheden en fejl at dræbe manden, der er synonym med 11. september og terrornetværket al-Qaida? Ja. Det kunne det faktisk godt virke som om, at det var. Før jeg bliver hentet af enten den blå vogn eller den sorte med matterede ruder, vil jeg gerne uddybe pointen.

Det er efterhånden mindre og mindre man hører om al-Qaida, og det er lang tid siden netværket har haft succes i Vesten. Madrid i 2004 og London i 2005 har været de mest markante terrorangreb i nyere tid. Nu viser det sig desuden at Osama bin Laden i fem år ikke havde forladt det hus han blev dræbt i. Udover denne fysiske isolation, havde han været begrænset til at dukke op på et slidt Betamax-bånd i ny og næ, hvor han tordnede mod Den Store Satan, bedre kendt som den vestlige verden, hvor USA er hovedet. Der er altså tale om en mand hvis indflydelse og handlerum har været noget begrænset i seks år. Den vestlige verden drejede videre i mens, hvor royale bryllupper, sportsbegivenheder og den økonomiske krise har taget Den Store Satans opmærksomhed. Tilbage i sit hus sad bin Laden, omgivet af sine fire koner, og følte sig overset.

Pludselig skete der dog noget der var favorabelt for Osama bin Ladens omdømme. Et amerikansk hold af elitesoldater, dog uden hverken Jean Claude Van Damme eller Steven Seagal, indtog huset, brød isolationen, og sendte husets herre til Paradis. Nuvel, der har været diverse udtalelser fra de amerikanske myndigheder om, at bin Laden skulle fanges i live, men samtidig har der været vedholdende rygter om at selvsamme hovedperson skulle likvideres på stedet. Så i stedet for, at Den Store Satans hoved og andre kropsdele kunne se den store, stygge Osama bin Laden, tæmmet og fanget, blev han i stedet på mytologisk vis dræbt, og liget søsat et hemmeligt sted.

Det kræver ikke det store kendskab til terroristers logik, og potentielle bevægegrunde, at regne ud at matyrdøden er noget af det mest fornemme man kan opnå. Man får et betydeligt antal jomfruer når man, i ét stykke, ender i Paradis efter endt opgave. Hvordan fanatikerne forklarer sig ud af, at kvinder ikke har adgang til Paradise, og hvilken type jomfruer der venter den pågældende martyr, står uvist hen. Men i stedet for en knækket, levende terrorleder der afromantiserer en terrorists liv, har terrorister verdenen over fået en ubestridt martyr. Inspiration kan bære langt, og en død bin Laden er mere værd for den resterende del af al-Qaida end en levende af slagsen.

Nu er jeg klar til at blive hentet af en vogn.

En klog mand har en gang sagt, at det eneste vi kan være sikre på, er forandring. En anden klog mand, har på den anden side påpeget, at det er de samme fænomener der går igen, blot reproduceret i en ny form. Det ene er nødvendigvis ikke en afvisning af det andet. Et udmærket eksempel der kan fremhæves, er tv-seernes fascination af de mennesker der bevæger sig uden for normal adfærd. For tyve år siden, fulgte et kamera tre unge, teenagere der alle led af et mentalt handikap. Anna, der lider af ataksi, en lidelse der medfører koordinationsforstyrrelser og de to unge drenge der har Downs syndrom, det man tidligere kaldte mongolisme, Morten og Peter. Som seer fik man indblik i, hvordan disse teenagere, trods deres handikap, stadig var unge mennesker med drømme for fremtiden. Af de tre, blev makkerparret Morten og Peter særligt populære. Fra konkurrencemennesket Morten, der truede sin konkurrent ved et svømmestævne, henover begges veldokumenterede glæde ved chokolade og cola, til at Morten og Peter besøgte fodboldspilleren Martin Jørgensen i Italien.

Denne livsbekræftende fortælling om, at være anderledes og alligevel være som alle andre, fik hele Danmark til at udbryde “Det er det falske sted“, “Jeg er helt tosset med sport“ og “Poul Rip Rap Rup Rasmussen“, og sende hinanden indforståede blikke. Året hvor man for første gang så Morten og Peter på tv, 1991, blev en pige født. Hun voksede op, blev til hele Danmarks Amalie ved sin deltagelse i “Paradise Hotel” og fik sit helt eget tv-program “Amalies Verden“, hvor programmet går ind i sin anden sæson i foråret 2011. Denne pige, trods hvad onde tunger kunne tænkes at påstå, lider ikke af en mental sygdom. Amalie Josephine Lytton Kejser Szigethy er til gengæld ung, frimodig og smuk efter de herskende konventioner. I kraft af sin ressourcemæssige, privilegerede opvækst, har hun siden den spæde teenagealder, været en fast bestanddel af det højere sociale luftlag og det pulserende natteliv i Københavnsområdet.

Med sin aparte tilgang til det danske sprog, bevidst overspillet eller ej, har Amalie i lighed med Morten og Peter, fået den danske befolkning til, at spørge om “Kan du godt lide, at gå klædt som en russisk roulette“. Gerne mens man efterfølgende enten dunker hinanden hårdt i ryggen eller fniser så hysterisk, at det ender i et toneleje der kun kan høres af hunde. Fællestrækkene for Amalie, Morten og Peter er ikke, at man godmodigt følger deres kamp for, at kunne være ung på lige fod med alle andre, ej heller har de samme medfødte barrierer der skal overkommes før det kan lykkedes. Der imod er der tale om, at man er gået fra det medfødte handikap der kommer til udtryk rent fysisk til, at man nu følger en ellers udseendesmæssig attraktiv ung kvinde. Men baggrunden for fascinationen er den samme: De alle falder uden for rammerne for hvordan den gennemsnitlige dansker opfører sig.

 Med kameraets blik på Morten og Peter, fik man som gennemsnitlig dansker, indsigt i hvordan en gruppe mennesker man ellers ikke hører det store til, også har deres fremtidsdrømme. Uden at denne programrække skal ophøjes til at være de nævnte menneskers frontkæmper, så fik de et talerør og muligheden for at blive fremstillet på en sympatisk, humoristisk og ikke mindst livsbekræftende måde. Ind er nu trådt den nye gak gak-generation: Kroppen er brun og slank, tænderne er hvide og minder mest om perler på en snor, og indtaget af chokolade og cola er erstattet af sushi og mojitos. Væk er ligeledes den hæmmende, medfødte mentale tilstand, der er blevet byttet ud med en vi alle kan relatere til og sukke efter i vor grå hverdag: Den dynamiske, fanden-i-voldske og hæmningsløse. Alligvel adskiller den nye gak gak-generation sig tilpas meget fra den grå masse, ellers ville seernes fascination forsvinde og seertallene lige så.

Nok er det mentale, medfødte handikap hos hovedpersonerne erstattet, men en langt højere grad af forkrøblet sindstilstand har taget pladsen og seerne elsker det! For hvem gider at se på overvægtige “mongoler”, der knap nok kan holde tungen inden for og udtale ordene rigtigt, når man kan få samme niveau af taleevner, serveret i lækkerbrune, unge kroppe pakket ind i badetøj? Nok har tingene ændret sig siden 1991, med en bevægelse fra en livsbekræftende skildring til den mere intrigante, men fascinationen er den samme, blot anrettet på en måde, så den er mere spiseligt for det menneskelige øje.

Dette blogindlæg er skrevet med udgangspunkt i en interessant tilgang til reality programmer. Spørgsmålet der udgør titlen foroven, stammer fra et program om tv-programmer. Dette program har DR2 stablet på benene. Programmets titel, ”TV!TV!TV!”, er subtil og man har som seer, en stående invitation: ”Tag med Ane Cortzen på en kritisk-begejstret rundtur i TV-land med klip og markante meninger om aktuelle danske tv-programmer og resten af verden”.  Værtinden er ganske rigtigt indbegrebet af at være begejstret, og det er befriende at være vidne til, at ikke alt på DR2 skal være gråt, tørt og helst omhandle Anden Verdenskrig. Gerne formidlet i sort/hvid. Programmet fik premiere samme aften som endnu en sæson af Paradise Hotel glider henover skærmen på en anden kanal. Reality showet har nået sin syvende sæson. Ane Cortzen tager derfor passende afsæt i netop Paradise Hotel, når nu hendes program omhandler tv som medie, og at man finder samtlige syv dødssynder i dette reality program. Serveret på én gang, pakket ind i unge, lækre og frie mennesker i skønne omgivelser.

Når man som seer til Paradise Hotel får serveret ikke færre end samtlige dødssynder og endda i sådan en indpakning, så er det svært ikke at blive lige dele fascineret og forarget. Den kritisk-begejstrede værtinde er efter eget udsagn, trofast seer af samme årsag. Med denne udmåling af fascination og forargelse, kunne Paradise Hotel ikke blot være en populær trend, ifølge Cortzen. Dette reality show har, udover de nævnte dødssynder, også hele opbygningen og ingredienserne til et drama af episke dimensioner. Der kan derfor være tale om, at Paradise Hotel er vor tids Shakespeare. Jeg vælger at tro, at værtinden trækker sammenligningen på funktionen og ikke substansen. Reality showet har altså overtaget komediens og tragediens funktion i det 21. århundrede.

En frugtbar tilgang til sådan en proklamation, er at gå tilbage til rødderne for komedien og tragedien. Her kan den græske filosof Aristoteles tjene som et slidstærkt udgangspunkt for at vurdere disse to dramatiske genrer. Paradise Hotel har karaktertræk man finder i en komedie, og det er nok en af de helt store årsager til at seerne flokkes som fluer til dette program. Komedien er i sin klassiske form, og stop mig hvis jeg går over grænsen her, ikke meget anderledes end det der udfolder sig på et hotel med unge, afklædte mennesker. Ifølge vor antikke, græske ven, er komedien en ”afbildning af ringere mennesker”. Her tages bladet fra munden, og hvorfor ønsker seerne ellers at zappe over på Paradise Hotel? Man er i hvert fald ikke lige så ringe som de tosser der dummer sig for rullende kameraer. Komedien fokuserer på det hæslige og fordrejede uden at give indtryk af smerte. Man griner af deltagerne, uden medfølelse pga. deres komiske og latterlige handlinger. Som pardannelsen  i ”Trold kan tæmmes”, af netop Shakespeare.

Over for komedien, står tragedien. I Paradise Hotel udfolder der sig også væsentlige tragiske elementer. Den opbyggede tillid mellem deltagerne bliver brudt for ussel mammon, et sårbart menneske bliver svigtet, gerne i det mest kritiske øjeblik i fortællingen og de onde triumferer ved at træde på sine medmenneskers følelser. En tragedie har i klassisk forstand, til formål, at vække frygt og medlidenhed, for at fuldbyrde renselsen, katharsis, hos tilskueren. Denne katharsis tjener til, at man som publikum lærer af de fejl som tragediens deltagere begår og selv undgår at lave selvsamme fejltrin. Medlidenheden får os til at fatte sympati og frygten skal afholde os fra at kaste os ud i lignende dumheder. Shakespeare har med sine tragedier, ”Hamlet”, ”Othello”, og ikke mindst, ”Romeo og Juliet”, vist den menneskelige fejlbarlighed og hvilke uhyrlige konsekvenser den kan have.

Reality showet Paradise Hotel kan altså udfylde det klassiske dramas rolle i det moderne samfund, repræsenteret ved komedien og tragedien. På den ene side, kan man hvine af skadefryd over deltagernes håbløse fejltrin og på den anden side, skal selvsamme fejl tjene til, at man som seer ikke begår dem. Fejlslutningen i sammenligningen af nærværende reality show og Shakespeare kommer da også ved tragediens funktion. Som tilskuer til Paradise Hotel har man ikke alene mulighed for at mime deltagernes adfærd når man fester, man har chancen for at følge direkte i fodsporene og blive deltager i Paradise Hotel. Samme koncept, samme location og samme mulighed for begå svigt og bedrag i underholdningens hellige navn.

Så for at svare på Cortzens tvetydige spørgsmål, i et program der ikke vælger, at tage noget som helst standpunkt: Paradise Hotel er ikke vor tids Shakespeare. Dette reality show har mere karakter af en rendyrket, klassisk komedie, hvor man som tilskuer er blottet for medfølelse for deltagernes latterlige adfærd. De bliver afbildningen af ringere mennesker, fordrejet af en tv-kanal, der viser os menneskets hæslige ansigt. Vi kan potentielt alle gå i deres fodspor, blottet for hæmninger og uden at have lært noget som helst af at have set tidligere deltagere på skærmen. Det er måske her den virkelige tragedie udspiller sig.

Hov, hvad skete der? Hvordan kunne det gå sådan og så hurtigt? Jeg har jo lige været omme i haven for at sparke fodbold med min storebror. Træt, svedig og alligevel overgearet som kun en 10-årig knægt kan være det når der hans helte spiller en vigtig fodboldkamp på fjernsynet. Det grumsede tvbillede viste en flok spillere i stramme fodboldtrøjer, henholdvis det nu hedengangne Sovjetunionen og Holland. Det var sidstnævnte der var den 10-åriges helte. Iført deres klassiske orange trøjer, gjorde Ruud Gullit og Marco van Basten det hollandske landshold til europamestre i fodbold anno 1988.

De to helte var urørelige tilbage i 1988. Ruud Gullit med sine karakteristiske lange, lokker og atletiske elegance, Marco van Basten med sin styrke og de fantastiske, mange, mange mål. Min bror var Ruud og jeg var Marco. I baghaven blev der ikke sparet på gloserne om hvor enestående de to spillere var, i vores skikkelser naturligvis. Mål efter mål blev scoret, unikke og elegante finter blev lavet og det var kun et spørgsmål om tid før der også foregik i et stort stadion, fyldt med publikum. Men orange mistede sin status som en spændende farve og blev bare til en nuance der ikke rigtig passer sammen med andre farver. Ruud lod senere lokkerne falde i samme takt som talentet og trak sig tilbage ti år efter den europæiske finale, i en moden fodboldalder, tæt på 36 år. Marco scorede videre i flæng, hvilket hans antal af sæsonmål altid nåde op på ti-cifrede antal beviser.  Men skaderne satte ind og fem år efter den omtalte finale, havde Marco spillet sin sidste kamp og måtte lade sig pensionere i en alder af blot 30 år.

Det er nu blevet 2011 og jeg har netop fået status som “old boysspiller”. Fra de mange mål og snævre driblinger i mine forældres baghave og til nu, er gået mange år. De år som skulle have været udviklingen og raffinering af mit talent der blot ventede på at blive udvundet, er væk. Bevares, du er stadig ung, vil mange nok sige og dunke mig hårdt i ryggen på en venskabelig måde. Ja. Og nej. For nok er 30′erne vist nok de nye 20′ere, men kroppen har stadig noget at have skulle sagt i den afdeling. Specielt dagen efter en kamp. Bevares, jeg er da blevet spillende formand for en klub jeg har været med til at grundlægge, navngive og bestemme klubfarverne for. Der til kommer to oprykninger på fire sæsoner. Samt at jeg har rekorden for flest spillede kampe. Det er sjældent nemt, at skulle se sin egen menneskelige skrøbelighed i øjnene. Heller ikke hvis man er en aktiv fodboldentusiast der runder den alder, hvor man træder over tærsklen fra almindelig fodboldspiller til old boysspiller.

Menneskelig forfængelig står for fald og drømme brister på lige fod med sæbebobler, der søger mod den lyseblå himmel. Og så taler vi ikke mere om at mit springerknæ, min forfodsplatfodhed og min lysken nok havde sat en stopper for den professionelle karriere, før den første kontrakt var blevet underskrevet.

Det handler ikke om endestationen, men om turen dertil. Som en sangskriver en gang i dette århundrede har sagt: “Pretty soon we will all be old and no one left alive will really care. But if you are all about the destination, then take a f**king flight!”

Så rullede programmet ”En helt almindelig ualmindelig familie”, om Danmarks statsminister, henover skærmen. I programmet følger man en noget mindre formel Lars Løkke Rasmussen, og i særdeleshed statsministerens familie i Græsted, hvor de har hjemme. Afledt af Danmarks voksende amerikanisering, så er Lars’ kone siden 1989, Sólrun, naturligvis Danmarks førstedame. Hun er selv af færøsk afstamning. Parret har tre børn; Bergur, 20 år, Lisa, 15 år, og Simun, 13 år. Det lyder da også som en kærkommen mulighed for hele Danmarks Lars at vise sin personlige og menneskelige side, med de fejl og mangler som det er menneskeligt at have. For alle familie har deres grad af dysfunktionalitet, med sorte, hvide og grå får. Her stopper det gennemsnitlige også når talen falder på Løkke Rasmussen-familien. Udover at programmets hovedperson, Lars, naturligvis er politiker for partiet Venstre, så er Lars’ livsledsager, Sólrun, ligeledes politisk aktiv. Hun stillede op i 2009 til kommunalvalget i Græsted-Gilleleje Kommune. Partiet? Venstre. Videre til næste generation: Bergur er, ligesom de resterende børn i familien, spejder, men familiens kronprins er også politisk aktiv i et ungdomsparti: Venstres Ungdom. Næste stop er familiens eneste pigebarn, Lisa. Spejder og politisk aktiv i Venstres Ungdom. Rosinen i pølseenden, Simun på 13 år er trods sin unge alder også politisk aktiv. Partiet er et regeringsparti hvor farmand er øverste chef.

Så i stedet for at se en familie, hvor man ofte er rygende uvenner omkring hvordan det omgivende samfund burde se ud, så har man i Løkke Rasmussen-familien, en yderst homogen enhed, der deler en fælles vision om et liberalt samfund. Altså, liberal i Venstres fortolkning. Så den gode intention om at vise familien som en godt beskyttet familie, men trods alt en ellers almindelig familie, må siges at være noget forfejlet. Det Herrens år 2011 er og bliver et valgår. Programmet om Lars og hans familie er derfor den perfekte homogene valgvideo hvor Venstres partipolitik er den røde tråd, lige fra i statsministerslipset omkring far Lars’ hals, henover hårbåndet hos Sólrun og Lisa, til det reb som Simun binder spejderknuder på. Så bekymringen om at dette program var gratis reklame for statsministeren ved et nært forestående valg synes ubegrundet. I stedet fik man serveret en politisk stringent og enig familie på fem, hvor alle, uden undtagelse, tilskriver sig farmands partipolitik. Hvor er far Lars henne der kan tage en rask politisk diskussion med sin ræverøde søn eller forklare demokratiets spilleregler for sin revolutionære datter? Mangfoldighed i familien giver en unik dynamik og charme. De elementer fornemmede man ikke hos Løkke Rasmussen-familiemedlemmerne der alle var yderst politiske bevidste og optrådte derefter.

Om end ikke andet, så har Lars formået at overbevise sin nærmeste familie om Venstres partipolitiske fortræffeligheder og det må vel være det væsentligste?

Det var en kold og regnfuld aften. Termometeret viste -20 grader. Julemanden sad i sit værksted og lavede gaver, da en mørk skikkelse kom ind i værkstedet, man kun se de hvide, spidse tænder, der glinsede i det svage lys. Julemanden hørte intet. Pludselig blev han dolket i ryggen, hans hvide skæg blev rødt som blod. Hurtigt forsvandt den mørke skikkelse væk fra værkstedet,

Om morgenen kom nogle af hans små nisser hen til hans værksted. Da de trådte ind, så de den døende Julemand. Hurtigt for nisserne hen til ham og spurgte: ”Hvad er der dog sket med dig?” Og Julemanden svarede dem: ”J-j-jeg sad og lavede gaver, og lige med ét blev jeg dolket i ryggen. Jeg så kun, at han havde spidse, hvide tænder, støn, nu må I lave gaverne færdige, og I skal skynde jer, I har kun 2 dage. Host, host, støn”. Og så døde han og nisserne begyndte at græde over at Julemanden var død. Men så sagde en af nisserne: ”Jeg vil finde han morder, om det så skal blive det sidste, jeg gør.”

Så tager den lille nisse Fimpe ud i verdenen for at finde morderen. Han flyver fra Grønland til Jylland. Da han kommer til Jylland, går han ind på en tankstation og spørger: ”Har De set en mærkelig mand med spidse tænder?” og jyden svarer: ”Noj, det har jæ’ ik’, mæn do ka’ spøre over på politistationen, så ka’ de nok si’ naj nojet.” Men Fimpe fatter ikke noget af det, og han tænker: ”Mon de taler tysk?”

Så flyver Fimpe videre til København. Der kan han få svar. Han spørger på politistationen. Politimesteren siger til Fimpe: ”Jo, det har vi godt nok, men han smuttede hurtigt igen, han skulle vist til Italien.” ”Tak” siger Fimpe og går. Da han kommer til Italien, får han et problem, han kan ikke tale italiensk. Han prøver med engelsk, og det går udmærket. En dag Fimpe går rundt i byen, får han øje på en mand med spidse tænder. Hurtigt løber han efter manden, men manden ser ham og begynder at løbe væk, og han forsvinder. Fimpe spørger, hvem den mand var og får at vide, at han hedder Viktor Blood, og at han er englænder, men de ved ikke, hvor han bor.

Nu begynder jagten på morderen. Fimpe leder over alt. På diskoteker, barer, natklubber osv., men han er som sunket i jorden.

Da han undersøger den sidste bar, ser han Blood der sidder ved baren. Han skynder sig hen til ham og siger til ham: ”Dit store mogsvin”, Fimpes vrede er stor. ”Du dræbte Julemanden, det skal du få betalt.” Men Blood siger: ”Ha ha ha, Julemanden, er du ikke lidt for stor til at tro på ham hæ hæ hæ?” Men det bliver Fimpe sur over, så pander Fimpe Blood sådan en, at to af hans tænder flyver væk. Men da han vil slå ham igen, kommer to betjente og griber Fimpe, men Fimpe slår fra sig, så betjentene bliver nødt til at slå igen. Da Fimpe vågner, har han ondt i hovedet og er i en celle. Hvad skal han nu gøre?

Han kan heldigvis betale sig fri, og det gør han.

Han husker godt, hvad baren hedder, den hedder vist ”Late Night”. Næste aften går han hen til baren igen. Men denne gang er der ikke noget politi, og der sidder Blood og er sur over, at hans tænder er slået ud. Fimpe går over til ham og trækker en pistol og siger: ”Nu kommer du med mig, Blood” og det gør Blood. Så flyver de hjem til Grønland.

Nisserne bliver glade for at se Fimpe. Hvad angår Blood, bliver han hængt i det nærmeste træ. De kan lige nå at lave gaverne og få dem bragt ud. Og så bliver det juleaften. Alle nisserne var glade, de spiser en masse mad, men de savner Julemanden. Og Blood hænger der endnu.

[Ovenstående julehistorie er skrevet i efteråret 1991 af en meget ung Hulemanden der gik i 8.b. Glædelig jul.]

En borger bliver syg, indlægges på et dansk sygehus og bliver dermed en patient. Så langt, så godt. I kraft af det frie sygehusvalg som Danmark er stolt af,  har patienten ret til at blive henvist til et andet hospital, hvis vedkommende ikke ønsker behandling og pleje af en læge, sygeplejerske eller sosu-assistent, der bærer hijab, religiøst hovedtørklæde, (og andre religiøse symboler, men nu er tørklæder jo sjovest at hive fat i). Hvis patienten indlægges akut og afviser at blive behandlet af personale med tørklæde (og andre religiøse symboler), så skal afdelingen på sygehuset forsøge at rykke rundt på opgaverne og imødekomme patientens ønske. Hvis det ikke lade sig gøre, har patienten ret til at blive kørt til et andet sygehus med ambulance.

Kan det virkelig passe at et i forvejen presset sundhedsvæsen, skal efterkomme menneskers ønsker der bunder i frygt og fordomme, hvor fagligt uddannet sundhedspersonale skal tage hensyn til ønsker der ligger langt fra hvad de er uddannet til. Og ligger langt fra en faglig vurdering. Sagen er blevet aktualiseret af Dansk Folkepartis medlemsblad. Bladet, der er frontkæmper for mere saft og kage til det danske folk, har talt med mennesker der har oplevet ringere behandling fra sundhedspersonalet når de har afvist personale der bærer tørklæde (og andre religiøse symboler?).

Om denne sag, mener sundhedsminister Bertel Haarder at “frisind består i, at man prøver at tilgodese dem, man ikke er enig med, og hvis nogle ikke kan lide hijab, så skal vi imødekomme det synspunkt. Det er da netop en god bivirkning ved det frie sygehusvalg, at det kan bidrage til at løse den slags konflikter“. Den tager vi lige igen, Bertel: I en tid hvor alle skal stramme livremmen ind og føre økonomisk ansvarlig politk, det siger Lars Løkke jo selv, der skal sundhedsvæsnet bruge tid, ressourcer og energi på at efterkomme sådanne ønsker fra patienter. Alt sammen i frisindets navn?

Økonomisk effektivitet har unægteligt fået forrang i forhold til andre typer af logik, så lad os lige tage en ligning. Sygdom + frisind = minus tørklæder. Uden at være uddannet økonom eller matematiker, så kan jeg se nogle ressourcemæssige beregninger der mangler i den ligning. Og faglighed spiller jo ingen rolle, det viser sagen her jo ganske tydeligt, så jeg kan foreslår, at lave følgende ligning i stedet. Sygdom + tørklæde + frisind  = ansvarlig økonomisk politik og minus tunnelsyn. Frisind, i min ordbog ihvert fald, er ikke at lade sig styre af irrationel frygt og fordomme overfor hverdagselementer der strækker sig udover Dannebrog, stegt flæsk og citronmåne. Specielt ikke når man fra politikernes side lader økonomisk effektivitet få overtaget overfor alle andre argumenter.

På en gennemsnitlig eftermiddag i efteråret 2010, befinder jeg mig i en kø hen til kassen i den lokale Aldi. Forrest står en alkoholiker, de næste i køen er tre voksne mennesker som på en eller anden måde er i familie og bagved dem befinder jeg mig. Forud for min placering i køen, skete følgende: Jeg gik forbi køen under vandringen rundt i butikken for at fylde indkøbskurven, her stod alkoholikeren samme sted, med de tre bagved sig. Som jeg ankommer for at indtage pladsen som rosinen i pølseenden, lufter familien deres frustrationer og irritation over at køen har stået stille i små 5 minutter. Men nu har den forreste kunde fået kæmpet sine øl op på slisken, og næste bjerg, der skal bestiges, er at få fat i en plastikpose, der kan rumme hans indkøb.

Efter at have fået luft for hvor ubelejlig de finder køens stilstand, får de tre det bedste ud af situationen. Gratis underholdning. Nu kommer de med bemærkninger, hvori der ikke lægges skjul på at de finder alkoholikerens brave kamp for at få hevet plastikposen op yderst underholdende. At manden også lugter, gør det kvindelige medlem af trioen opmærksom på ved at holde sig for næsen, skære ansigt og vende det væk fra manden, da hun nærmer sig ham. Heldigvis er der en opmærksom medarbejder, og med et snuptag er posen oppe og manden kan påbegynde at finde sine penge frem. Dette lykkes uden nævneværdig kamp, og familien må se deres underholdningsobjekt forlade butikken.

Denne Aldi-anekdote er baggrunden for en aha-oplevelse af hvad mennesker anser for underholdning. I supermarkedet stod en marginaliseret mand, der tydeligt ikke fungerede inden for rammerne af hvad man kan kalde social kompetent. For en kort stund tjente han som underholdning for en gruppe mennesker i kraft af netop manglende evner til at udføre den mest basale handling i en hverdagssituation.

Sceneskifte. 

Et hotel, ved svømmepølen sidder en gruppe mennesker og blandt dem stikker en person ud. Årsagen til at personen er centrum for opmærksomheden, er at hun udviser social inkompetence. Men her er der ikke tale om en ældre, ildelugtende alkoholiker, men derimod en ung, attraktiv kvinde der er yderst sparsommeligt påklædt. Måske til ære for de rullende kameraer, måske for de mandelige tilstedeværende, måske for sig selv.

Hvis den nævnte alkoholiker satte sine fødder hos Zen, Simons eller andre eksklusive steder, ville den røde løber nok næppe blive rullet ud, ej heller ville pseudo-kendisser flokkes om ham ved premierer eller åbninger. Det er ligeledes mere end matematisk usandsynligt at alkoholikeren ville få sit eget program på en landsdækkende tv-kanal hvor man så hans sociale inkompetence folde sig ud i den bedste sendetid. Dog kan det lade sig gøre med den rette kombination af udseende, alder, og social inkompetence.

Men alligevel så har reality stjernen og alkoholikeren samme funktion, blot på vidt forskellige niveauer: De er først og fremmest sprunget i beskuerens øjne i kraft af deres sociale inkompetence, hvor omgivelserne bestemmer graden af hvor galt det står til med de sociale kompetencer. Dernæst, ved at komme ind i tilskuerens synsfelt, tjener disse som underholdning, i en kø i Aldi eller klædt i glamour på tv. Allermest centralt står det sidste fællestræk. At beskueren, måske blot for et øjeblik, ser et menneske der giver følelsen af at man trods alt ikke er så langt ude og alligevel er mere social kompetent. Om det gælder at fiske en plastikpose op fra en papkasse mens bukserne lugter af indtørret urin eller at man udviser en tro på at talentet rækker til en karriere som både sangerinde og forfatter, hvorefter man fremhæver, hvor malplaceret den tro er, via en optræden blottet for talent.

Så næste gang du ser en alkoholiker, overvej så om han ikke fortjener mere positiv opmærksomhed og eventuelt en invitation til næste mediebegivenhed.